Denne sides indhold:
(Tryk på emnet)





Fra Amerika

Fra  Europa
                                                           
































                                     





Pomeranian´s historie




Knoglefund ved pælebyggerier i Schweitz og Sydtyskland, har vist at spidshunderacen er mere end 5.000 år gammel.
Knoglerne tilhørte et dyr på størrelse med en middelstor Spids.
Dermed er Spidsen den første og ældste racehund i Europa, som har bevaret sit udseende frem til nutiden.
Dette udseende  er blevet skabt i årtusinder for at kunne klare det barske  nordlige klima :
 - Tyk vejrbestandig pels
 - Små øre for at undgå forfrysninger.
 - Lang næse til at opvarme luften før den når lungerne.
 - En busket hale til at dække ansigtet under søvn i snevejr.
 - Korte kroppe med lange ben, for at holde de vitale organer oven over sneen.
Denne forskning og konklusion stammer fra undersøgelser foretaget af Dr Th. Studer og zoolog Carl Ludvig Rütimeyer.


Der er teorier om , at Spidsen er kommet fra Skandinavien med fragtvogne til Pommern, og man mener derfor at de hvide Spidser oprindeligt kommer der fra.I 1700 var der mange vagtspidser i Pommern. Pomeranian har  netop  fået sit navn fra Pommern.
Spidsen var meget  pop.ulær i Tyskland så tidligt som i 1500 tallet. På denne tid dukkede fem katagorier af Spidshunde  op. En af dem var dværgspidsen, som var  22 -28 cm  i skulderhøjde og var i farverne: hvid, sort, brun, ulvegrå eller orange.
Dronning Charlotte indførte dværgspidsen , til England  i 1767 .
Den blev imidlertid ikke populær, fordi den var for stor til selskabshund ( vejede 20 -30 pund), og kunne ikke bruges til jagt. Den lignede nutidens Japanske Spids ( Se billedet nederst)
                          

Vinkrukke fra 400 år f. kr
                   

"Pige, der driller en spidshund med en skildpadde "


 
Træsnit fra ca. 1885
  "Pomeranian Dog" Canis familiens domesticus pomeranus



    
Maleri fra 1785


Dronning Charlotte med en af hendes Pomeranier i 1807
Malet af Peter Edward Stroehling







Maleri fra  1773

Dronning Charlottes barnebarn, den senere dronning Victoria af England, fik en større indflydelse på Pomeraniens popularitet. Det var især i  hendes sidte år ,at hun opdrættede Pomeranian, som hun kaldte dem efter deres hjemsted i Pommern, som er et område, der idag ligger på grænsen mellem Tyskland og Polen.

                                                                                              



Tyskland




Polen
                                                                                                

Dronningen bragte fire Pomeranier med hjem fra en rejse til Italien i 1888 . Den ene hund blev kaldt Marco. Han var rød/zobel og  vejede 6 kg, og  var med til at avle mindre  Pomeranier.  Racen  blev populære blandt de mere velstillede borgere i England, og senere i resten af Europa. Andre opdrættere begyndte også at avle racen mindre og mindre, fordi efterspørgselen var stor.


Winsor Marco som unghund

Dronningens ynglingshund - Winsor Marco


Maleri af Charles Button Barber fra 1893
"Marco on the Queen´s Breakfast Table"

Dronning Victoria med  "Tori" i 1890

"Peppo"



Her er en anden af dronningens Pomeranier  "Gena"


Pomeranian blev anerkendt af den Engelske Kennel Klub i 1870,  af den Tyske Kennel Klub i 1899, hvor den tyske klub for spidser blev dannet samtidig,  og af den Amerikanske Kennel Klub i 1900, hvor Den Amerikanske Pomeranianklub  samtidig blev oprettet, men klubben  fik først medlemskab i 1909.
I de første standarder ,er der ikke nævnt nogen skulderhøjde, så  i 1906 blev det bestemt, at en Pomeranian højst måtte være 26 cm i skulderhøjde.
Man lagde i 1880  stor vægt på, at langstrakte eksemplare skulle kasseres til avl.
I Amerika, hvortil  der var eksporteret en del Pomeranier, blev den første Pomeranian stambogsført i 1888, og i 1892 blev den første Pomeranian udstillet i New York.






Den 19. marts 1913:
Fru Langton Dennis med hendes præmiehund
ved Pomeranianudstillingen i en Botanisk have
 i England.


 1920:
Miss M. Kennedy med hendes Buttercup

Den 18. april 1925:
En udstiller sprayer hendes hund, før hun går i ringen i
Championklassen på en hundeudstilling i Holland Park

1931:
Champion Montacute Little Love
ejet af: Mrs Holroyd



Idag vejer en Pomeranian fra 3-5 pund, og har meget mere pels, kortere krop og næseparti.
Den lille skødehund har altid fået stor beundring, og er i dag meget populær som kæledyr og udstillingshund i hele verden.



Pomeranian   1887


Japansk Spids 2012

Pomeranian 2012

Se denne engelske side med artikler om Pomeranians historie i England

Til toppen





























Artikel fra 1887




Artikel, som er skrevet af tidligere redaktør Viggo Møller på Dansk Kennel Klubs medlemsblad "Hunden"
Artiklen er fra 1887 ( derfor stavemåden) og det er afsnittet om Pomeranian

Den pommerske Spidshund
Anses for en efterkommer af en eller anden af de nordiske Racer. Som navnet antyder, er den først bleven kjendt og udbredt i Østersøprovinserne, hvor til den allerede tidlig er bragt, rimeligvis som Lapphund eller Sibirisk Hund.
Der fra er den saa bleven indført til det øvrige Evropa og til Amerika. I Tyskland er den almindelig og kaldes der: Spitz eller Pommer , i Frankring: Louploup de Poméranie og i England Pomeranian Dog.Her i Landet holdes den hist og her, skjønt ikke i Mængde, under Navn af "Spidsen". Hundens norske Navn svarer til vort; paa Svensk hedder den "Spetz".
Som billederne viser er den en noget ræveagtig, sammentrængt bygget Hund.





















Der gives tre Farver af den, den hvide, den sorte og den graa Spidshund, der ellers i alle Henseender er ens.
Efterstaaende Racetegn gjælder - borstset fra Farven - for dem alle ( de fem tyske spidshunde) Kun er den graa Underrace i
Reglen noget større og sværere bygget og har stærkere Haarlag end den hvide og sorte Spids.

Almindelige Bemærkninger: Størrelsen er omtrent det halve eller  tre Fjerdedel af en middel stor Hønsehunds.
Kort sammentrængt Figur, kjæk Holdning med ræveagtigt Hoved, spidse Ører og oprullet busket Hale, som bæres lags med Siden af Ryggen; Haarlaget er rigt og løst, danner en tyk Krave paa Halsen. Hovedet, Ørerne og Fødderne kort og tæt behaarede.
Hovedet er middel stort, set fra oven er det bredest bag til og bliver smallere hen imod Næsen. Set fra Siden viser Overhovedet sig højt hvælvet med brat Afsats ved Øjet.
Snuden spids. Næsen rund og lille; Læberne ikke nedhængende og uden Fold i Mundvigen.

Ørerne korte, trekantede, højt ansatte, bæres al Tid oprejste, med stive Spidser. Øjnene middel store, langagtige og noget skraat stillede.
Paa Grund af det stærke Haarlag er det for denne Races Vedkommende umuligt nøjere at bedømme de enkelte Former. Paa kort klippede Eksemplarer ses Hunden at være vel formet. Halsen er middellang, Ryggen aldeles lige. Brystet for til dybt, hvælvet i Siderne. Underlivet bag til noget optrukket.
Halen middel lang, højt ansat, bøjet frem på Ryggen, oprullet til Siden.
Benene middel høje, i Forhold til Kroppens svære, og aldeles lige, Bagbenene kun lidt bøjede i Haseleddene.
Fødderne smaa, runde, tilspidsede; Tæerne hvælvede.
Haarlaget er paa Hovedet, paa Fødderne, ligesom paa Benene, kort og tæt, paa hele den øvrige Krop langt ; over alt blødt at føle paa.
Det mest ejendommelige ved Spidshundens Haarlag bestaar deri, at dette over alt, navnlig paa Halsen og Skulderen, er løsere og står ud fra Kroppen uden at være bølgeformet eller filtret og uden at være skilt paa Ryggen. Haaret har sin største Længde under Halsen, Bagsiden af Forbenen bærer fra Albuen ned til Fodleddet stærk fremstaaende Fjerprydelser, som aftager ned efter; paa Bagbenene naar de kun til Haseleddene, saa at Fødderne der fra til Tæerne ere mere korthaarede
Farven hos den almindelige, graa Spids, ensfarvet, ulvegraa, D.e. gulgraa eller askegraa med sort Skjær på Haarspidserne; paa Snuden og Øjnene, paa Benene, paa Maven og paa Halen lysere graa gul i Lighed med Grævlingehundens bejkjendte. Aftegning, men noget mere ubestemt.
Den hvide Spidshund skal være ren kridthvid uden nogen som helst gulagtigt Skjær, ( hvilket fortrinsvis kan forekomme ved Ørerne).
Den sorte Spidshunds Haarlag skal ogsaa være af mørk Farve i Bunden og maa paa Overfladen vise sig glinsende blaasort uden nogen hvid eller andeledes farvet Aftegning. Paa alle tre Spidshunde skulle Næse og Klør være sorte; Øjnene mørkebrune.
Som Fejl anses især: For stump Snude, for fladt Overhoved, for lange og ikke tilstrækkelig opstaaende, for meget frem ad rettede eller nedfaldende bølget Hale, som ikke ligger tæt til Kroppen, men bæres højt eller hængende; bølget Haarlag, som skilles ad paa Ryggen.
Hos den graa Spidshund er en paafaldende sort Ansigtsmaske og sorte Pletter paa Forfødderne ligesom Overhovedet  al sort eller hvid  Aftegning  ere Fejl.
Ligeledes skal saa vel den sorte som den hvide Spids være ensfarvede og være fri for aftegning. Kjødfarvet Næse og lyse Øjne ere al Tid Fejl.
Af Karakter er Spidshunden gnaven, til Dels bidsk og ikke lærvillig. Den anvendes som Vagthund, og i den Retning er den meget paalidelig paa Grund af sin Stridbarhed, og fordi den har en smældende Stemme. Inde i et Hus gjør den om Natten en forfærdelig Alarm ved den ringeste Anledning.
I England staar den ikke i høj Anseelse. Vero Shaw skriver " at Spidshunden er en af de mindste interessante Racer og derfor kun har faa Yndere, er almindelig bekjendt. Den er langt fra udstyret med de fine Former, som Smaahundene ellers udmærke sig ved, og da den tilmed ikke har Tilbøjelighed til at jage, er den uden Værd for Jægeren - En skarp Modsætning til dens smukke Behaaring og dens temmelig kloge Ansigtsudtryk danner dens arrige Optræden og dens Mangel paa Hengivenhed, hvilken sidste Egenskab denne Race alt for ofte mangler. Overhovedet ser den noget klogere ud, end den i Virkeligheden er. Det er knap et middelmaadigt Instinkt, man kan opdage hos den"
.
Andre Engelske Forfattere angive dog ,at den er skarpsindig.
I Tyskland har den tidligere været meget yndet:
Paa den Tid, da Postkjørselen endnu stod i fuld Blomst, da Gader og Landeveje blev livlig befærdede af tunge, men hvidt og graat omhyggelig tildækkede Vogne, hvis kæmpemæssige Læs blev slæbt af kraftige Hingste med Grævlingskind på seletøjet, da var det - skriver en Tysker, Hering  - de pommerske Spidshundes Glansperiode.
Saa man et sligt Kjøretøj nærme sig, kunde man være sikker paa allerede i Afstand at høre en Spidshunds bjæffende Stemme, der ofte slog over af Vrede og Arrigskab og truede med at blive hæs. Trods al Raslen og Rumlen havde den lydhøre Hund, der sad i Vognmagasinet ved Siden af den sovende Kusk, eller i en Kasse, der hængte under Vognen, og kiggede frem mellem alle Slags Kjæder, vinder og Bræmser, kjendt Trinene af en fremmes, der nærmede sig og i rette Tid afgivet den livligste Melding til sin Herre.












Begavet med en mere fint følende Vagtsomhed end nogen som helst anden Hunderace, var den som skabt for det Liv og den Virksomhed, som Fragtvæsenet førte med sig. Med Kusken og Hestene var den fuldstændig sammenvokset.
Naar dens Herre sad paa Knejpen, lagde den brave Spidshund sig som en ubestikkelig Vogter under Vognen, i det den skarpt  iagtog alle med sit Politiblik ( der af Navnet "politispids") og gøede højt ubehagelig ad enhver, der vovede at nærme sig til Vognen. Hverken Tilkasten af lækre Mundfulde eller Landsbykøternes Lokken kunde bringe dens samvittighedsfuldhed til at vakle. eller faa den til at forlade sin Post.
Paa Landet var den Husets og Gaardens Bevogter, kun maatte man ikke lægge den i Lænker, den maatte frit kunne gjennemløbe sit Terrain og efter Godtbefindende vælge sig en Dørtærskel, et Trappetrin eller Møddingen til Leje. Den udviklede sig uden nogen som helst Dressur med Alderen til en tro Husfælle, kunde ikke tænkes mere paalidelig, vagtsom og elskværdig mod Børn, eller mere fjendtlig over for enhver fremmed.
Spidshunde og større Racer har fortrængt den fra Fragtmandskørselen og Gaardpladserne, hvor til maaske ogsaa den Omstændighed har medvirket, at Spidshunden ligesom Huskatten mere hængte ved Huset end ved Herre, og kun nødig besluttede sig til at ombytte det Sted, hvor den var opvokset med noget andet.
Hering slutter sin Artikel saaledes:
"Ser man uhildet paa den, saa staar det fast, at mennesket i den havde en Ven og Hjælper der i Selvfornærmelse, Opmærksomhed, Utrættelighed, Tilforladelighed og Troskab meget vel kan tjene mangt et menneske til Mønster. Hold derfor al Tid denne Race i Ære"




Gamle tegninger af Pomeranian




Fra ca 1880

Til toppen

































Berømte Pomeranian ejere i Europa



Ifølge tyskeren Eyke Schmidt- Rohde har der været mange berømte ejere af Pomeranier i Europa gennem tiden.

Martin Luther havde en Pomeranian, som hed Belferlein. Denne Pomeranian er omtalt flere steder i Martin Luthers værker.
Maleren Michelangelo havde en Pomeranian, som tålmodigt  sad på en satinpude ,og kiggede på maleren under hans arbejde.


Martin Luther med Belferlein

   Michelangelo maler overvåget af hans Pomeranian
Fysikeren Isaac Newton havde en Pomeranian, som  hed Diamond. Den havde en dårlig vane med at bide i hans manuskripter.
Mozart havde en Pomeranian, som blev kaldt Pimperl, og Chopin blev så begejstret for hans venindes Pomeranian, at han komponerede en vals ( Valse des Petits Chiens") til hunden.



  Mozart med Pimperl   


I Danmark var Simon Spies nok den mest kendte ejer af Pomeranian.
Han havde to, hvoraf den ene, Archibald var den mest kendte

Til toppen


























Berømte Pomeranian ejere i Amerika






Elvis Presley med hans "Sweet Pea"

ca 1965


ca. 1996

Filmstjernen Sandra Dee med hendes Pomeranier

Til toppen